Tekstildesign til Brønshøj Kirke
Fælles for de tre messehageler er, at der er taget udgangspunkt i ordet, som frem siges under nadveren. Det er her man også ser præsten iført messehagelen. I Brønshøj Kirke, som er Københavns ældste kirke fra ca. 1180, står barok-altertavlen fra 1587 stærkt frem i kirkerummet, fuld af ord skrevet i guld på en mørk baggrund. Inspireret af den, opstod ideen om at ordene skulle danne korsets form. Teksten beskriver handlingen omkring nadveren; at bryde brødet og drikke af kalken. Jeg har haft ansvar for farvestilling, design, materialevalg og udførelse. Broderiet er udført af Selskabet for Kirkelig Kunst. Tekstiltryk har jeg udført i samarbejde med tekstildesigner Malene Kristiansen.
Grøn
Den grønne farve benyttes i dagene efter Hellig tre Konger og op til Fasten, men frem for alt i den lange trinitatis periode. Håbets og vækstens farve kaldes den, og ord som grøde, frodighed, lys og mildhed karakteriserer periodens temaer.
Violet
Violet farve benyttes bl.a. ved kirkeårets begyndelse i advent og i fasteperioden op til påske begivenhederne. Bod, eftertanke og lidelse er ord, der karakteriserer perioderne.
Hvid
Den hvide farve er som renhedens, lysets og glædens farve også festens farve.
KUNDE Brønshøj Kirke
YDELSER Design af grøn, hvid og violet messehagel. Digital tryk, håndtryk, guldbroderi og effekt tryk på uldklæde.